• Torsdag byder sandsynligvis på rentefald til danskerne. Se, hvad det kommer til at betyde

    来源: BDK Finans / 11 9月 2024 05:04:10   America/Chicago

    Torsdag eftermiddag vil alles øjne være rettet mod Den Europæiske Centralbank, ECB, i Frankfurt. Alle regner med, at topfolkene i ECB vil sætte den europæiske rente ned med 0,25 procentpoint til 3,5 procent. Det store spørgsmål for danskerne er derfor, om Danmarks Nationalbank lidt senere torsdag eftermiddag følger efter og sætter den danske rente tilsvarende ned. Det er langtfra nogen given ting og afhænger af, hvordan den danske krone står over for euroen. Hvis den danske krone er svækket over for euroen, kan det være, at Nationalbanken vælger ikke at sætte den danske rente lige så meget ned som den europæiske af hensyn til vores fastkurspolitik. Men den danske krone er ikke svækket, men ligger derimod uhyre stabil over for euroen, og det får alle økonomer til at tro, at Nationalbanken sætter den danske rente ned i samme omfang som ECB. Dermed vil Nationalbankens rente blive sat ned fra 3,35 og til 3,10 procent. Det vil være til gavn for både de danske forbrugere og boligejere. »Vores forventning er ret klar. Vi mener, at ECB kommer til at sænke renten med et kvart procentpoint, som tilfældet var i juni. Primært fordi der er ved at komme mere styr på inflationen, og den økonomiske udvikling er relativ svag i euroområdet,« siger cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen og tilføjer: »Vi regner med, at Nationalbanken følger trop. Rentespændet over for euroen er fortsat det rigtige i forhold til en målsætning om en fast kronekurs,« siger Helge J. Pedersen. Cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre regner ligeledes med, at Nationalbanken torsdag vil følge med »en til en« og sænke den danske rente på linje med ECB. Hele tiden på vagt Det altafgørende for, hvordan kronen står over for euroen, ses ved, om Nationalbanken har været inde og købe eller sælge udenlandsk valuta for at holde kronekursen over for euroen, som er altafgørende for fastkurspolitikken. Hvis kronen er svag, kan det være nødvendigt for Nationalbanken at bruge noget af vores valutabeholdning til at opkøbe danske kroner. Det er det, som kaldes interventioner. Men i de seneste 18 måneder har det ikke været nødvendigt for Nationalbanken at intervenere, fordi kronen har ligget meget stabilt over for euroen. Nationalbanken har tirsdag fastsat den officielle kurs over for euroen til 7,4616, hvilket er meget tæt på centralkursen på 7,46038. Helge J. Pedersen fremhæver, at man ikke skal tage fejl af, at Nationalbanken hele tiden er på vagt og er klar til at gribe ind, hvis der kommer uro om kronen. »Vi ved, at Nationalbanken er agile, hvis der kommer en styrkelse eller svækkelse af kronen. På det seneste har vi set, at kronen er svækket en smule, men ikke i et omfang, hvor Nationalbanken overhovedet er begyndt at intervenere,« siger Helge J. Pedersen. Det sidder stadig i folk Hvis den stabile krone giver sig udslag i det ventede rentefald, vil det være en mindre håndsrækning til hele den danske økonomi og ikke mindst de danske forbrugere, der gennem længere tid har været præget af sortsyn og en manglende lyst til at bruge penge. Den lavere rente vil ikke nødvendigvis sætte gang i et nyt opsving herhjemme, men det er en lempelse af pengepolitikken, og den hjælper først og fremmest, fordi det bliver billigere for de danske forbrugere og de danske virksomheder at låne penge. Det kommer oveni, at regeringen har lempet finanspolitikken ganske markant. Chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen mener, at det i høj grad er danskernes humør, der kan blive hjulpet pænt på vej af en lavere rente. »I 2022 blev alting dyrere med voldsomme prisstigninger og renter, der steg med hidtil uset fart. Det ramte mange familiers privatøkonomi hårdt, og der er ingen tvivl om, at det stadig sidder i folk. Jeg tror ikke alene, at faldende renter har en praktisk betydning, men også en mental betydning,« siger Louise Aggerstrøm Hansen. Hun mener dog ikke, at der er nogen stor forbrugsfest på vej. »Nu er der kommet langt bedre styr på inflationen, og det betyder også, at vi kan få renterne ned. Men jeg tror stadig, vi skal længere ned og have længere afstand til chokket, før folk for alvor tør åbne pengepungen igen, også selvom mange nu oplever, at det går den rigtige vej økonomisk,« siger Louise Aggerstrøm Hansen. Ser noget mere spiseligt ud Hun er ikke i tvivl om, at specielt en gruppe danske boligejere kan glæde sig, hvis ECB som ventet sætter renten ned torsdag. Det gælder boligejere, der tilbage i 2020 tog et femårigt rentetilpasningslån og har holdt fast i det. De skal have refinansieret deres lån i starten af det nye år og stod til at få et stort hop i deres rente. Nu ser den rentestigning ud til at blive noget mindre. »Der sidder helt sikkert nogle, som optog deres F5-lån tilbage i 2020, som er rigtigt glade for, at det ikke var i 2019, de tog det, for så havde de skullet refinansiere sidste år, hvor F5-renterne i juli toppede på 3,7 procent,« siger Louise Aggerstrøm Hansen og tilføjer: »De kommer stadig til at få et væsentligt dyrere lån end det, de har i dag, men det ser noget mere spiseligt ud med renter, der lige nu ligger omkring 2,5 procent,« siger Louise Aggerstrøm Hansen. Samtidig har de haft længere tid med negativ rente til at forberede sig økonomisk på en højere boligrente. Flere tusinde nye job til danskerne For danskerne kan den gode nyhed ligeledes være, at torsdagens rentenedsættelse blot er den første i rækken af flere. Vi er på den anden side af rentetoppen i både euroområdet og USA. Dansk Industri har regnet på, hvilken betydning det får for dansk økonomi. DI kommer frem til, at hvis ECB og den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i løbet af efteråret sætter renten ned i et lidt hurtigere tempo end ventet, vil det give 5.000 ekstra job til danskerne i det nye år. »Lavere renter vil være en gevinst for de danske husholdninger med store lån, og det vil samtidig gøre det billigere for virksomhederne at sætte gang i nye investeringer. Flere penge til forbrug og øgede investeringer vil sætte mere fart på væksten i dansk økonomi,« siger cheføkonom i DI, Allan Sørensen. https://www.berlingske.dk/oekonomi/torsdag-byder-sandsynligvis-paa-rentefald-til-danskerne-se-hvad-det
分享